Nykredits bæredygtighedspris 2016 tildeles Sofie Willems og Joan Maria Raun Nielsen (Spektrum Arkitekter).

Prisudvalget har valgt at tildele Sofie Willems og Joan Raun Nielsen Nykredits Bæredygtighedspris 2016 for at ‘placere bæredygtigheden centralt i deres arkitektur gennem inddragelse, social forståelse og engagement. Spektrum Arkitekters arbejder vidner om, hvordan arkitekter med få midler og stort engagement kan skabe stor forankring. Arbejderne markerer sig med processer med en stærk socialt forankring, hvor klima, landskab og mennesker inddrages i en aktiv læringsproces for hele lokalsamfundet. Spektrum Arkitekters stedbundne arbejder formår at kombinere ressourcebevidst og socialt ansvar med lokalt ansvar, arkitektonisk poesi og sanselighed.’

Prisudvalgets motiveringstale v/ Jakob Strømann:

‘Kære Joan og Sofie… kære Spektrum Arkitekter
I dommerkomiteen har vi haft mange diskussioner, men der har egentligt aldrig været tvivl. Ikke dermed sagt at det har været et let valg for os, men det har været et logisk valg.

Sidste år lagde vi et grundigt fundament med valget af Tegnestuen Vandkunsten… Et fundament, der bygger på en stærk, holistisk, social og æstetisk tilgang til bæredygtighed. Her er det vigtigt at fremhæve at Nykredits bæredygtighedspris ikke kun handler om det endelige værk, men i ligeså høj grad er bundet op på tilblivelsen af værket. Og her skiller I jer ud …

I placerer bæredygtigheden centralt i jeres arkitektur gennem inddragelse, social forståelse og engagement. Det der udmærker jer er, at I betragter bæredygtighed, ikke kun som et spørgsmål om solceller og grønne tage, men i lige så høj grad som et spørgsmål om lokal og social forankring – hvor klima, landskab og mennesket inddrages i en aktiv læringsproces for hele lokalsamfundet.

Jeres projekter udfordrer brugerne til at sanse, opleve og lære af -og om klimaet. En læring, der vidner om stor nysgerrighed og åbenhed, der inspirerer til bevægelse, leg og sanselighed. Jeres tilgang til arkitektur og bæredygtighed er som et socialt klister, der forener og binder mennesker sammen i mødet med arkitekturen. Igennem jeres projekter formår I at koble lokale ressourcer og socialt ansvar med arkitektonisk poesi, sanselighed og stedlighed.

Der er to projekter jeg gerne vil fremhæve … Det første projekt er Udeforsamlingshuset i Fjelstervang. Et unikt projekt med en unik tilblivelseshistorie. I sidste uge snakkede jeg med Keld Jespersen … Keld er en af de lokale drivkræfter, der var med til at sætte projektet i søen. Keld fortalte om det allerførste møde med jer … to Københavnske piger med fødderne solidt plantet på jorden og ben i næsen.

Keld og resten af lokalsamfundet havde udset sig det perfekte sted til det nye forsamlingshus – det skulle ligge centralt på marken med udsigt over landskabet. Men en aften inviterede I alle Fjelstervangs borgere ned i den lille skov bag bakken. Her havde I skabt en lille lysning, hvor folk blev samlet. I tændte stearinlys og begyndte at fortælle om stedet og arkitekturen. Det var ikke en normal salgstale, som den vi kender alt for godt fra de store tegnestuer. Men til gengæld en åben sanselig fortælling om stedet og dets herlighed. Keld og resten af Fjelstervang var betagede, og processen var begyndt.

Keld fortalte også hvordan I gør en dyd ud af at engagere de lokale ressourcer. I opfandt en ny bæredygtig entrepriseform, hvor frivillighed og professionalisme gik hånd i hånd. Hvor de lokale tømremestre arbejdede om dagen, tog de lokale over om aftenen. En social symbiose mellem tillid, håndværk og kærlighed til processen. Det er ikke uden grund at I er blevet udnævnt til æresborgere af Fjelstervang.

Det andet projekt jeg vil fremhæve er Røsnæs Rundt. Et projekt der består af en række små fine opholds-og forsamlingssteder rundt omkring på Røsnæs. Her formår I at iscenesætte landskabet og naturen igennem arkitekturen. Ikke på den selv-groede økologiske måde, men ved at anvende simple greb, materialer og arkitektoniske principper.

I sidste weekend tog jeg en tur ned til Røsnæs for at opleve jeres projekter. Her snakkede jeg med Mogens (Anholm). Mogens er pensioneret landmand, men meget aktiv i Røsnæs beboerforening. Mogens fortalte om hele tilblivelseshistorien og samarbejdet med jer. Ord som; imødekommende, inddragende og indlevende blev nævnt flittigt.

Men han nævnte også, at der havde været udfordringer på vejen. F.eks. er I ved at opføre et nyt Maritimt Aktivitetshus på havnen i Ulstrup. Et projekt der bl.a. er støttet af Lokal og anlægsfonden samt AP Møller fonden. Da de lokale så de første tegninger var de ikke begejstrede. De synes, at det lignede en lille udgave af Operahuset i København -med glas og udhæng. Vi ønsker ikke en opera på havnen var deres budskab. Men igen kom jeres evner som formidlere og bindeled jer til gode. Som Mogens beskrev det… formåede I at få samlet de lokale fiskere i et net af kærlighed og forståelse.

Her bliver der intet efterskrift. Og ingen bygherre der forventer –’de skal sige tak’. Men til gengæld et lokalsamfund, der tager ejerskab for jeres visioner. Spektrum Arkitekter, Joan og Sofie… Jeres tilgang til bæredygtig arkitektur gør indtryk, både i den lille og i den store skala. Tak. Og et stort tillykke med Nykredits Bæredygtighedspris.’

Spektrums takketale:

‘Kære Nykredit og kære Prisudvalg.
Tusind tak for Nykredits bæredygtighedspris.
Hvor er det fantastisk at være her i dag og hvor er det fantastisk at I har valgt os som modtagere af årets bæredygtighedspris. TAK!

Da vi modtog den dejlige nyhed, var vi i Australien. Tegnestuen har netop været 4 måneder på den anden side af jorden, først 1 måned i NZ og derefter 3 måneder i Australien. Vi rejste bla. til Australien fordi tegnestuen igennem efterhånden mange år har haft en stor og dyb fascination af arkitekturen, landet, landskabet – lyset, havet og ikke mindst menneskets forbundenhed til naturen, som vi er meget inspirerede af. I Australien fylder naturen ligesom mere. Landskabet er større, havet virker uendeligt og i ørkenen, hvor jorden er rød, flad og varm er himlen enorm. Når solen går ned og farver himlen både gul, orange og rød i lange horisontale bånd, så bliver man meget lille! Lille og ærbødig. Ydmyg for den verden vi er sat i og som vi ikke må glemme at passe på. Vi må ikke tage den for givet. Vi må værne om den og vi må tage vores ansvar. Vi må genfinde harmonien med naturen.

I Australien har Aboriginal folket i over 60.000 år levet i fuldstændig harmoni med naturen. På vores rejser har vi mødt ’den gamle’ Uncle Max flere gange og han taler altid om sin familie: Mother Earth der føder alt til os. Om Father Sky som bærer vand og ilt til os så vi kan trække vejret, om Grandfather Sun som varmer jorden, og vores krop, giver os lys så vi kan se, og sørger for at planterne gror. Om Grandmother Moon som flytter vandet og giver os kvindetid og frugtbarhed.  Og går man en tur i naturen med ham, så udpeger han buske, træer og blomster som han omtaler som sine grønne venner: ”this friend tastes good” og ”that fellow is sweet”. Og hvis han tager et blad eller knækker en gren for at smage, så undskylder han. For det er næsten som at brække armen på et familiemedlem.

Vi er en stor familie, vi er forbundet. Det er ikke os og naturen. Det er samme sag. Hvis ikke naturen har det godt, så har vi det heller ikke. Det er derfor koblingen til naturen er så vigtig for os som mennesker. Vi er afhængige af den. Både konkret i forhold til livsnødvendigheder; mad, drikke og sundhed men også i forhold til mentalt overskud; naturen lader os op, giver os overskud og rører os.

Vi forsøger via vores arkitektur at hjælpe mennesket til at opleve og opdage naturen. Vi forsøger at skabe bygninger og landskaber som fremmer fornemmelsen og forbindelsen til naturen. En arkitektur, som både mentalt og fysisk binder menneske og natur stærkere sammen. Vi prøver altid i vores arkitektur at efterstræbe en stærk kobling mellem inde og ude. Det skaber gode oplevelser, men understøtter også en forbundenhed med omgivelserne. Der skal ikke så meget til nødvendigvis. Vi var fx på byggepladsbesøg i et kommende hus nord for Sydney. En smuk grund, på toppen af en klippeskråning og øverst oppe var der udsigt over havet. Og her sagde Louis ”Hey mor, hvis jeg hopper her, så rører jeg luften, luften rører havet og havet rører hvalen i vandet. Så jeg rører faktisk hvalen!”.

Vi forsøger altid at skabe en arkitektur, der forholder sig ydmygt og underspillet til konteksten, til historien, landskabet og til naturen. En arkitektur der ikke forsøger at konkurrere med det omkringliggende, men som træder tilbage og giver plads til landskabets storhed. Vores arkitektur skal derimod understøtte forholdet mellem menneske og natur. Mødet mellem krop og sted.

Og eftersom menneske ER natur, forsøger vi ikke kun at skabe forbindelse mellem menneske og natur, vi forsøger også at skabe forbindelser mellem mennesker. Vi efterstræber en arkitektur, der styrker menneskers forhold til hinanden ligegyldigt hvem man er. Vi forsøger at skabe fysiske rammer for ’det gode liv’, hvor forskellige folk med forskellige behov kan være side om side. En arkitektur der både via processen og det færdige projekt styrker fællesskabet og mulighederne for sameksistens. Vi ønsker at fremme brugernes ejerskab og engagement og planlægger derfor altid inddragelsesprocesser, hvor brugerne har mulighed for reel indflydelse. Processen og det færdige fysiske resultat går således hånd i hånd med ambitionen om en social bæredygtighed og en vellykket forandring.

Endnu engang tusind tak for bæredygtighedsprisen! Vi er stolte, glade og ydmyge. At modtage den bekræfter os i vores arbejde og motiverer os til at fortsætte med det vi gør. Vi føler også at det forpligter, men det er ok! Vi vil fortsat gøre vores bedste:-)

TAK’

Spektrum Arkitekter maj 2016