H.M. Dronningen besøgte Røsnæs Rundt
H.M. Dronningen begyndte sit sommertogt i Kalundborg og på Røsnæs den 13. juni i år. Dronningen blev præsenteret for to af tegnestuens projekter på Røsnæs, naturrummet samt det Maritime Aktivitetshus.
”Vi har sammensat et program, som viser, at Kalundborg er en kommune, hvor vi arbejder sammen, uanset om vi er kommunen som myndighed eller lokalsamfundet af borgere, frivillige og virksomheder. Vi vil gerne vise Majestæten en række eksempler på de flotte resultater, som frivillige står bag,” siger borgmester Martin Damm.
Og netop det store frivillige arbejde på Røsnæs blev i høj grad vist frem, da H.M Dronningen oplevede såvel Naturrummet samt det Maritime Aktivitetshus på Nyby Havn.
H.M. Dronningen blev budt velkommen til Røsnæs ved Naturrummet, af formand for Røsnæs Udvikling- og Beboerforening, Troels Birk Kristoffersen, som fortalte Majestæten om det store Røsnæs Rundt projekt, der er skabt af frivillige ildsjæle.
”Dronningen bydes velkommen i Naturrummet, det er den naturlige velkomstportal til Røsnæs Rundt projektet, efter en kort præsentation af Røsnæs Rundt skal hun med op på højen ved Naturrummet så udsigten ud over Kirkebugten kan nydes”, fortæller Troels Birk Kristoffersen.
Samme dag besøgte majestæten det nye Maritime Aktivitetshus på Nyby Havn, her tog Mogens Anholm, næstformand i Røsnæs Udvikling- og Beboerforening, imod Majestæten, som her kunne opleve dykkere i vandet, vinterbadere, krabbefiskeri med en skoleklasse fra Røsnæs Skole og ikke mindst tegnestuens Sofie Willems, der sammen med Jeppe Skovgaard underholdt majestæten med en akroyoga-performance. Majestæten kommenterede Sofies udholdenhed og styrke:-)
Efter en rundvisning blev der tid til et lille traktement med jordbær og lokal vin fra Dyrehøj Vingård, ligesom H.M. Dronningen modtog en gave med lokale specialiteter.
”Det er jo en blåstempling af Røsnæs og det arbejde vi har gået og lavet, dels at kommunen foreslår at Dronningen skal opleve Røsnæs, men også at programmet er blevet så godt modtaget hos hoffet, det vidner da om at det vi går og laver ikke er helt tosset, det er vi da stolte over, at vi for lov til at vise Røsnæs frem”, siger Troels Birk Kristoffersen, og fortsætter,
”Det er en kæmpe eksponering af Kalundborg området og især Røsnæs”.