De 7 naturbroer

Konkurrenceforslaget til Naturpark Amager, ’De 7 Naturbroer’, bygger bro mellem natur og by, mellem park og vand og mellem mennesker. Forslaget søger at formidle konteksten og understrege den mangfoldighed af naturoplevelser og stedbundne fortællinger Naturpark Amager tilbyder.

'Forslaget De syv broer bruger ’broen’ som metafor og helt konkret som det bærende formidlingsmæssige og arkitektoniske motiv. Ideen med at bruge ét materiale og én konstruktion, broen, som det tværgående, identitetsgivende element virker umiddelbart perspektivrigt. Det er et enkelt system, som kan anvendes på mange forskellige måder, og som fleksibelt kan tilpasses de lokale forudsætninger. Broernes spinkle konstruktioner harmonerer med intentionerne om at træde varsomt i det skrøbelige landskab.

Forslaget er godt formidlet og smukt fremstillet.'

Reiulf Ramstad og Erik Brandt Dam, på vegne af bedømmelseskommitéen, uddrag fra dommerbetænkningen

Målet med projektkonkurrencen var at få udviklet tre nye hovedindgange og fire blå støttepunkter, med et let genkendeligt udtryk og en samlende arkitektonisk ide, der kan understøtte helhedsoplevelsen af Naturpark Amager.

Idéen er at etablere 7 broer, som giver adgang til Naturpark Amagers landskab. Forslaget bruger ’broen’ som typologisk metafor og helt konkret som det bærende formidlingsmæssige og arkitektoniske motiv. Broen som form skal skabe en genkendelig identitet, og hver enkelt bro er tilpasset det specifikke sted med dets karakter og topografi.

Broerne skal bidrage til, at det naturlige terræn med sin flora og fauna bevæger sig frit under broerne med intentionen om at træde varsomt i det skrøbelige landskab.

02-ikoner-pa-kort-farve-med-amager
3D copy
DR byen formidling
ASGER JORN 3
Naturcenter amager formidling

Hver enkelt bro har bestemte funktioner såsom en hævet sti, en rampe, en trappe, en platform, et fugletårn, et tag eller en bygning. Funktionerne integreres, så de passer til programmet for de enkelte anlæg. Hver enkelt bro kan udstyres med tillægselementer som møbler, legeudstyr, toiletter, omklædningsrum, sauna og klasseværelse. Kommunikation og læring integreres i broens design. Broerne skal fungere som pædagogiske punkter, som giver adgang til naturparken som et stort friluftslaboratorium.
De nye anlæg og faciliteter skal medvirke til, at Naturpark Amagers sammenhængende landskab, storslåede natur og fantastiske kyststrækning tæt på Københavns centrum bliver langt mere kendt og besøgt, også af nye brugergrupper, som ikke til daglig har haft øje for naturparkens mange friluftsmuligheder og naturoplevelser.

De 7 naturbroer

Status: Konkurrenceforslag
Program: Landskab
Bygherre: Københavns Kommune + Naturstyrelsen
Størrelse: 3500 hektar naturpark
Økonomi: 60.000.000 DKK
Totalrådgiver: NORD Arkitekter
Underrådgivere: Spektrum Arkitekter, Niras
Sted: København
År: 2018