Kerteminde Renæssancehavn
Kertemindes forhold til vandet afspejles tydeligt i den historiske udvikling, hvor de forskellige perioder lægger sig i fysisk forlængelse af hinanden. Vi ønsker at understrege og hylde denne ’historiske tidsrejse’ ved at lade forslaget indskrive sig i en længere oplevelsesrute – en promenade langs vandkanten.
Vi genetablerer den gamle renæssancekajkant og lader to ’verdener’ opstå på hver side af kajkanten. På bysiden opstår ’byfladen’, der kobler sig fysisk og mentalt til den tilstødende by og byder på aktiviteter og opholdssteder i form af udeservering, markedsplads og bænke og siddekanter, som vi kender dem fra traditionelle bypladser. ’Trappelandskabet’ på den anden side af renæssancekanten folder sig ned til vandspejlet og byder på et sanseligt og oplevelsesrigt landskab med maritim karakter og rum for afslapning og fordybelse.
Elementerne tilsammen danner et sammenhængende og smukt havneområde, en moderne nyfortolkning af renæssancehavnen, der styrker forbindelsen mellem nordsiden og sydsiden af Kerteminde og skaber en optimal ramme for nyt liv i havnen året rundt.