MO:VE
Med etableringen af MO:VE (Motion i Vestskoven) får Nykøbing Falster et aktivt mødested for både den lokale fodboldklub NFC, men også for alle byens øvrige borgere. Bygningen og udeområderne vil især invitere til leg, bevægelse og idræt, men de fysiske rammer vil også understøtte andre typer af fællesskaber som fællesspisning, forelæsninger, kreative sysler og uformelt ophold i og omkring huset.
MO:VE vil fremstå som et åbent og inviterende sted, hvor gamle, unge, piger, drenge, aktive og ikkeaktive (endnu) føler sig hjemme og godt taget imod. I udviklingen af arkitekturen har der således været fokus på åbenhed, transparens, nicher og varme, så bygningen og udeområderne tager godt imod de besøgende. Både de, der kommer der tit og de, der ikke har været der før.
Ét af de væsentligste rum i MO:VE er ‘hjerterummet’, som har kontakt til stort set alle bygningens øvrige rum som god visuel og fysisk kontakt til omgivelserne og aktiviteterne udenfor. I hjerterummet møder man hinanden, drikker kaffe, venter på sin træningsmakker, afholder bankospil, slapper af ved pejsen eller deltager i folkekøkken-arrangementer.
I MO:VE er der gjort op med de traditionelle omklædningsrum og istedet er der skabt en ny type omklædningsrum, som vi kalder velværsrum. Lækre, store, lyse rum, hvor inde og ude smelter sammen og hvor dagslys, kig til himlen og træerne, udebrusere, vildmarksbad og sauna er en integreret del af den samlede omklædnings- og badeoplevelse. Vi har brugt kræfter på at gøre velværsrummene attraktive og sanselige for netop at få idrætsudøverne tilbage i omklædningsrummene. Vi vil være nøgne sammen! Og ændre på den kedelige udvikling at alle bader hjemme, er kropsforskrækkede etc. Vi læner os op ad wellnes og spa-bølgen og lokker især pigerne tilbage i fællesbadet med lækre, attraktive, lyse baderum med plads til fællesskabet, hygge og ‘smuksak-afdeling med spejle, godt lys etc…
MO:VE udarbejdes i samarbejde mellem Spektrum Arkitekter, ETN Arkitekter, MOE Rådgivende Ingeniører, NFC, brugerne, bygherrerådgiver Claus Sivertsen samt Nykøbing Falster Kommune, Realdania og Lokale og Anlægsfonden